VI BYGGER CHARCUTERI, GÅRDBUTIK OG CAFÉ

VI BYGGER CHARCUTERI, GÅRDBUTIK OG CAFÉ


Endelig kan vi blive din bæredygtige grisepusher! Vi kan langt om længe dele en lille historie om, hvad vi i et stykke tid har gået og pønset på her på Birthesminde, og som betyder, at vi endelig kan blive ægte bæredygtige.

 

Som mange af jer ved, så tænker vi recirkulering ind alle de steder, vi kan. Vi får mask fra Herslev Bryghus og klid fra Østagergaard, som vi fodrer grisene med. Og når Kent har afleveret kød på restauranterne, får han deres brødrester med tilbage, som grisene elsker at guffe i sig. For os er det god sund, snusfornuft at få så meget som muligt ud af råvarerne.

 

Men vi kan gøre så meget mere

Når Birthesminde har noget af verdens bedste grisekød, hvorfor skal der så importeres Ibericogris, parmaskinker, lomo og pølser fra Spanien og Italien? Med grise af høj kvalitet må det da være muligt at skabe lige så gode produkter her på dansk jord. Velsmagende skinker og pølser, som ikke skal fragtes tusindevis af kilometer. På den måde kan vi spare klimaet for unødig belastning, samtidig med at vi sikrer, at alt på vores dyr bliver anvendt på allerbedste vis.

 

Derfor har vi længe haft lyst til at lave de bedste forarbejdninger af vores grise. Nu har vi taget skeen i egen hånd og er i gang med at opføre vores eget charcuteri, gårdbutik og café på Birthesminde.

 

Den gamle grisestald er forvandlet

Helt lavpraktisk har vi ombygget gårdens gamle grisestald fra 1960’erne (med plads til ca. 100 grise dengang). Alt fra den gamle grisestald er revet ud, og ’stalden’ er nu på ny bygget op med et stort forarbejdningskøkken, kølefaciliteter og indendørs og udendørs caféområde.

 

Vi har fået lavet græsgrønne gulve, og fra den nye terrasse er der en fantastisk udsigt til uldgrisene og de sortbrogede, danske landracegrise, der går og gnasker på kløvermarkerne med Isefjorden i baggrunden. Og så er vi i fuld gang med at få lavet nogle fine skilte, der kan vise rundt og forklare, hvordan vi driver vores lille griselandbrug.

 

Signaturpølser og -skinker

Vi glæder os helt vildt til at tage hul på det nye eventyr. Og vi er allerede i fuld gang med at tale med de mange dygtige kokke, der til daglig er vant til at håndtere hele og halve grise fra Birthesminde. Sammen skal vi skabe vores egne signaturpølser og -skinker og andre lækkerier. Selvom vi er nye, er vi meget ambitiøse. Vores mål er at få de lækreste forarbejdninger ud af hele dyret – vi vil bruge rub og stub.

 

Din lokale ”grisepusher”

Når vi i dag får skåret grisen op, har vi et spild på ca. 30 %. Det er slet ikke godt nok, og det tal skal vi have ned på 0% i fremtiden. Det kan vi med charcuteriet, hvor vi vil fermentere, ryge griseører, lave pølser, lave paté af hoved, sæbe af fedtet, flæskesvær af huden, tørre pølserne og hænge skinkerne. I gårdbutikken og caféen vil vi have et stort sortiment af gårdens egenproducerede varer samt varer fra lokalområdets økologiske producenter.

Det kommer du til at kunne opleve på Birthesminde:

Vi starter i det små, men planerne er store, for vi er ambitiøse på vores grises vegne.

Planen er, at når du i fremtiden besøger Birthesminde, kan du:

 

  • besøge gårdbutik, charcuteri og café, der står klar i september 2021
  • se og opleve, hvordan grisene lever et langt liv under åben himmel 
  • smage og hjemtage vores egne forarbejdede varer fra ca. oktober/november (vi skal lige have økologimærkning, tilladelser m.m. på plads)
  • handle økologisk grisekød fra dansk sortbroget landracegris og ungarsk uldgris i alle afskygninger – det bliver lidt som du kender det fra en slagter
  • handle andre lokale produkter fra økologiske.producenter området omkring Roskilde, Lejre og Holbæk
  • nyde en kop meget lokal og velbrygget kaffe, en kold, lokal øl eller vand
  • sidde ude (under overdækket terrasse) samt indendørs, hvor der også er lidt pladser
  • på et tidspunkt vil der også være lidt let at spise, vi starter i det små med lidt snacks, en flødebolle og lignende
  • gå en tur ned på vores lille mark og nyde en kop kaffe der, og på et tidspunkt vil der også være picnickurve at købe med fra gårdbutikken
  • børnene kan lege på marken, mens de kan se grisene og fårene i deres naturlige element på marken

 

Sommeren igennem knokler vi på for at blive færdige med det hele, så vi kan være klar til september. Vi kender endnu ikke den præcise åbningsdag eller vores åbningstider, men vi lover at holde jer opdaterede i vores nyhedsbrev og på vores Facebook og Instagram – så følg endelig med. Modtager du ikke allerede vores nyhedsbrev, så tilmeld dig her: www.birthesminde.dk 

 

Vi glæder os rigtig meget til at kunne åbne op og modtage jer på Birthesminde!

 

Statskontrolleret Oekologi