Vi er så stolte og så glade for at Den Grønne Pulje og LAG Nordvestsjællands bestyrelse har valgt at støtte Birthesmindes projekt ” Etablering af fysisk ramme om produktion af foder baseret på restprodukter og lokalt dyrkede afgrøder”, med det søgte beløb på kr.400.000.
Med midlerne vil vi være med til at udvikle recirkuleringshåndtering med viden og innovative løsninger. Birthesminde har en vision om at gøre en forskel, der kan være med til at udvikle landbruget i fremtiden, uden overforbrug af jordens ressourcer eller til unødig last af vores miljø og klima.
Gården Birthesminde har været ejet og drevet af familien Bojsen gennem 50 år.
Vi (Kent Nielsen & Maria Bojsen) forpagter 18 ha. af Birthesmindes jord, hvor vi avler de to gamle griseracer: sortbrogede landracegris og ungarsk uldgris.
Da vi startede med økologisk landbrug var vores vision at lave en anderledes produktion af kød, hvor recirkulering, klima og dyrevelfærd var omdrejningspunktet. Vi lægger vægt på gennemsigtighed og ærlighed, ligesom vi har fokus på klima og recirkulering. Baseret på innovation og nytænkning skaber vi et alternativ til konventionel storproduktion.
Allerede i dag kommer meget af grisenes foder fra recirkulerede foderkilder – primært ”restprodukter” fra lokale virksomheder og landmænd (mask og gærfløde fra Herslev Bryghus, klid fra Østagergårds Mølleri og slåen fra Hammer & søn).
Med støtten fra Den Grønne Pulje bliver det nu muligt at etablere, anskaffe og installere siloer til recirkulære foderkilder, samt etablerer faciliteter til kølekrævende restprodukter og til opbevaring af flydende produkter, og endelig skal der anskaffes og installeres et veje- og blandingsanlæg. Vores mål er, at vi i 2021 kan fodre 100% med recirkulere foderkilder og lokalproduceret bælgfrugter og derved gøre vores produktion endnu grønnere og mere lokalfunderet. Det bliver muligt at inddrage restprodukter som fx tang fra Dansk Tang og valle fra osteproducenten La Treccia. Ligeledes vil vi kunne få dyrket proteinafgrøde på Østagergård.
De nye faciliteter vil således give os mulighed for at inkorporere flere restprodukter i foderet og derved udnytte ressourcer, som allerede er ”brugt” en gang. I stedet for som i dag at bruge disse ressourcer i biogasanlæg, bliver grisene på Birthesminde centrum for en cirkulær værdikæde, hvor grisene bruges som en effektiv biologisk konvertering, der omdanner
spildprodukter til værdifuld kvalitetskød.
Læs mere om Den grønne pulje og LAG på linket her: https://lag-midtnordvestsjaelland.dk/den-nye-groenne-lag-pulje/