Første spadestik er taget, til den nye hal som skal huse blandingsanlæg til lokale restprodukter

Én mands rest – en anden mands fest.


Én mands rest – en anden mands fest. Én mands rest – en anden mands fest. Øl, ost og italiensk brød. Det lyder som et lækkert tapas-måltid, men faktisk er det en del af det recirkulære foder, som grisene på Birthesminde fodres med. I dag arbejder en voksende gruppe virksomheder nemlig tæt sammen om at tænke hele deres produktionskæde igennem. For én virksomheds restprodukt er måske værdifulde råvarer for en anden – og på Birthesminde har det hele tiden været målet at fodre med re-cirkulære kilder.



Vores nye faciliteter til at håndtere restprodukter til grisenes foder er støttet af LAG Midt-Nordvestsjælland


I gamle dage brugte gårdene flittigt deres egne restprodukter. Vallen fra osteproduktionen er for eksempel et af de overskudsprodukter, som på grund af dens høje proteinindhold kan bruges til foder. I dag ryger rigtig meget valle bare ud, men det er netop restprodukter med masser af protein i, som vi på Birthesminde håber snart at kunne opbevare og bruge til at fodre vores grise med. Vi er meget glade for at have fået økonomisk støtte fra Den Grønne Pulje og LAG Nordvestsjællands bestyrelse, så vi kan få bygget en landbrugshal med siloer og opbevaring til de restprodukter, der kræver køl, og derved nå vores mål om, at Birthesminde udelukkende skal benytte re-cirkulære fodringskilder i 2021.

Da vi begyndte at have dyr på Birthesminde, vidste vi, at vi ville stræbe efter at fodre recirkulært, men der findes endnu ikke særlig meget viden på området. Man kan ikke endnu gå ned og låne en bog på biblioteket om det eller google sig til, hvordan man gør. Det er noget med at prøve sig frem. Og vi er allerede godt i gang.

Lokalt netværk for bæredygtighed


Vores første samarbejdspartner var Herslev Bryghus, hvorfra vi nu får gærfløde og mask – et restprodukt fra ølbrygningen, der består af vand og korn, og som både er fiberrig og har en sødlig smag, som dyrene godt kan lide. Vi er glade for nu at være med i netværket ’En del af Herslev’, som tæller flere lokale virksomheder med bæredygtighed i højsædet.

En anden partner er Østagergard i Jystrup. Gården er et integreret bo-, uddannelses- og beskæftigelsestilbud for ca. 75 unge og voksne, hvor der også drives et biodynamisk landbrug. Herfra får vi klid, som er de fiberrige bestanddele, især fra kornets skal, som bliver frasigtet ved formaling af korn til mel.

    


Henrik Hammer sætter beholdere op for at tappe birkesaft fra træerne som vokser i grisenes folde.
Grisene fodres med brød fra Il Buco fantastiske bageri, klid og Herslevs mask.


Som noget forholdsvis nyt får vi nu også slåen og mask fra ginproducenterne Hammer & Son, der bor i Vitre Møller lige ovre på den anden side af fjorden. De laver gin efter den helt gamle engelske opskrift og bruger blandt anden slåen og birkesaft fra Birthesmindes træer.
Vi få brød fra restauranten og bageriet Il Buco i København, som virkelig er frontløbere indenfor bæredygtighed – helt økologiske og uden plastisk i produktionen.

Alt i alt fodrer vi i dag med omkring 60-70 procent fra recirkulære kilder. Vi har stadig lidt vej op til de 100 procent. Men vi har i dag også langt flere og bedre erfaringer at bygge på. Vi har forsøgt os med grøntsagsskræller fra restauranter, men fundet ud af, at det er for svært at undgå råd. Også kasserede grøntsager har vi prøvet kræfter med, men da hver enkelt grøntsag er pakket i plastik, er det ganske enkelt for omstændigt at skulle pakke hver enkelt grøntsag ud.
I øjeblikket er vi ved at undersøge, om vi kan bruge tang som foder. Under alle omstændigheder glæder vi også meget til at få etableret den opbevaring, som den økonomiske støtte nu har gjort mulig.
 

Tekst:
HISTORIKO
Historiker og ph.d. Tobias Wung-Sung og Journalist Nina Azoulay har dykket ned i Birthesmindes historie og hverdag og har skrevet nogle rigtig fede historier om Birthesminde, grisene og meget om hvorfor vi arbejder som vi gør på gården!
 
Statskontrolleret Oekologi